| |
|
Erfaring er ikke det du oplever
- erfaring er det, du gør ved det, du oplever.
|
|
Om Lisbeth Nielsen
Det startede, da jeg som barn kom hos min bedste og onkel. De boede på et lille husmandssted, hvor den smalle trappe blev trukket ned - morgen og aften. Den var vejen op til mit kammer. Når døren stod åben, kunne jeg kigge ud på halmloftet fra sengen, hvor jeg sov med den tunge dyne.
Hos bedste og onkel var der tid til at lave et smukt kors, binde en bårebuket og begrave en muldvarp - tid til at sidde og vente på, at ”klokken 12 blomsten” blomstrede, tid til at mærke mønstret i den uopskårne mekka, tid til at dufte kirsebær og flette med halmstrå. Tid til at se fluen svømme rundt og rundt i fløden. Der var tid til fordybelse og tid til at lave min egne historier.
Jeg snakkede og snakkede frem til 1987, hvor jeg fik en søn. Han var døv, og jeg kunne ikke bruge al den verbale munddiarré til noget, men måtte lære et visuelt sprog. Han var endnu en livsgave, som lærte mig, at formidling kan ske på mange måder. Når tegnene ikke slog til, måtte jeg bruge fantasien til at formidle mit budskab. Det åbnede op for min barndoms fantasi, og den har jeg beholdt lige siden.
Med den store personlige opvågning og en baggrund som pædagog, har jeg gennem årene opsøgt udfordringer indenfor teater og fortælling - både som udøvende og som organisator. Forudsigelighed og ”plejer” er ikke en del af min verden. Jeg er altid med på spændende og anderledes udfordringer, blot der er tid.
|
|